Ib Antoni

23.4.1929 – 1.9.1973

Egentlig ville Ib Antoni gerne have været arkitekt, men da der ikke var råd til denne uddannelse, begyndte han sin karriere som tegner med en læreplads ved Buchtrups Klichéfabrik i Aarhus. I 1951 rejste han til København og blev freelance tegner.

Ib Antoni skulle blive en utroligt produktiv plakatkunstner, der i sin levetid nåede at fremstille omkring 300 plakater.

Han lavede en lang række plakater for FDB, Politiken, Københavns Turistforening, Udenrigsministeriet og for flere udenlandske firmaer.

Ib Antonis plakater er farvestrålende og præget af en legende, enkel og meget personlig streg. Humoren har stor betydning i hans plakater.