Erik Stockmarr

7.12.1905 - 26.7.1963

Det er især cirkusplakater, som forbindes med Erik Stockmarrs navn. Han var en passioneret cirkuselsker og var i øvrigt gift med en cirkusartist. Han lærte at tegne og male ved en privat tegneskole. Som plakatkunstner fik han sit gennembrud i 1930´erne, hvor han arbejdede med turist- og reklameplakater.

Fra 1950’erne lavede han plakater for bl.a. Cirkus Louis, Cirkus Schumann og Cirkus Benneweis. Med sin humor og forenkling af udtrykket blev Stockmarr en fornyer af cirkusplakaten. Hans plakater er kendetegnet ved en ekspressiv malemåde, der giver bevægelse i motiverne og ved en stærk farveglæde.