Dansk Plakatmuseums historie

Peder Stougaard og Elsebeth Aasted Schanz i 2012, da Dansk Plakatmuseum får ny leder.

Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By er udsprunget af en privat samlers store interesse, idet kunstneren Peder Stougaard begyndte at samle på plakater i 1973.

Samlingen voksede hurtigt til tusindevis af plakater og i 1986 etableredes den selvejende institution Dansk Plakatmuseum og der blev nedsat en bestyrelse for museet. Plakatsamlingen fik bevilget offentlige midler til opbevaring af plakaterne i et arkiv under biblioteket i Åbyhøj. Her ligger plakaterne fortsat på magasin.

I 1993 fik Dansk Plakatmuseum stillet en bygning til rådighed, hvor plakaterne kunne udstilles. Der var tale om en tilbygning til Århus Kunstbygning i J.M. Mørks Gade i midtbyen.

Dansk Plakatmuseum blev i 2006 en del af Den Gamle By og da museet opnåede statsanerkendelse i 2008 blev samlingen overdraget til Den Gamle By ved et gavebrev.

Kronen på værket var, da Plakatmuseet i 2009 kunne slå dørene op til et splinternyt udstillingshus i to etager placeret i Den Gamle Bys moderne bykvarter fra 1974.

I 2012 tiltrådte ph.d. Elsebeth Aasted Schanz stillingen som leder af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.